KLAUS HÄNSCH’S DELTAGELSE I REGIONSUDVALGETS PLENARFORSAMLING DEN 20. JULI 1995

Dette informationsmateriale er udarbejdet af generalsekretariatet som oplæg til den forestående debat med Europa-Parlamentets formand, Klaus HÄNSCH, i forbindelse med dennes deltagelse i Regionsudvalgets plenarforsamling.

Hensigten er at beskrive rammerne for vores aktuelle forbindelser til den parlamentariske forsamling og at pege på mulighederne for en tilnærmelse.

INDHOLD

1.Curriculum vitae for Klaus HÄNSCH.

2.Teksten “Forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og Regionsudvalget“.

3.Regionsudvalgets udtalelse om “Revisionen af traktaten om Den Europæiske Union“, vedtaget den 21. april 1995.

4.Europa-Parlamentets beslutning om “Unionstraktatens funktion med henblik på regeringskonferencen i 1996 – gennemførelsen og udviklingen af Unionen“, vedtaget den 17. maj 1995.

 

                         FORBINDELSERNE MELLEM EUROPA-PARLAMENTET OG REGIONSUDVALGET

1.Siden sin oprettelse har Regionsudvalget lagt vægt på at udvikle sine forbindelser til Europa‑Parlamentet. Disse forbindelser er i dag blandt de spørgsmål, Regionsudvalget prioriterer allerhøjest, i betragtning af den grundlæggende rolle, Europa-Parlamentet spiller for en reduktion af det demokratiske underskud. Hensigten med nærværende dokument er at give en oversigt over forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og Regionsudvalget, således som de har formet sig siden sidstnævnte organs oprettelse og indtil forberedelsen af regeringskonferencen i 1996.

I.EUROPA-PARLAMENTETS ROLLE I FORBINDELSE MED REGIONSUDVALGETS OPRETTELSE

2.Gennem tiden har Europa-Parlamentet demonstreret sin vilje til at fremme de lokale og regionale myndigheders deltagelse i beslutningsprocessen. Allerede i en beslutning af 22. april 1982[1] erklærede Europa-Parlamentet, at “det er nødvendigt at sikre så stor deltagelse som muligt fra de lokale og regionale myndigheder”. Europa-Parlamentet påpegede i sin beslutning af 13. april 1984[2], at “Det Europæiske Fællesskab til stadighed har behov for et officielt organ at rådføre sig med bl.a. også om Fællesskabets regionalpolitik, som er i stand til at tale på lokale og regionale myndigheders vegne”.

3.Kort derefter blev Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen i en fælleserklæring af 13. februar 1985[3] enige om, “at det (…) er hensigtsmæssigt at skabe en mere effektiv forbindelse mellem Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber og de regionale eller eventuelt de lokale myndigheder. Dette vil muliggøre en bedre hensyntagen til de regionale interesser under udarbejdelsen af regionaludviklings- og interventionsprogrammerne”.

4.Den 18. november 1988[4] foreslog Europa-Parlamentet i en beslutning om den fælles regionalpolitik og regionernes rolle “en decentralisering af visse funktioner (…) til de regionale myndigheder, der repræsenterer folkets vilje”, hvilket ville gøre det muligt “at informere og inddrage de europæiske borgere i fællesskabspolitikken”. Europa-Parlamentet anså “det for vigtigt, at ethvert skridt til fremme af de europæiske enhedsbestræbelser åbner mulighed for institutionalisering af regionernes demokratiske repræsentation og tildeler de regionale og lokale myndigheder de nødvendige beføjelser til, at de kan deltage aktivt i gennemførelsen af Europas politiske, sociale og økonomiske enhed”. I sin beslutning af 12. december 1990[5] foreslog Europa-Parlamentet oprettelsen af et udvalg “for Regioner og Kommuner, der har rådgivende karakter”, og som “består af medlemmer af de organer, der vælges på regionalt og lokalt plan”.

5.I forbindelse med forhandlingerne om traktaten om Den Europæiske Union besluttede medlemsstaterne med støtte af Europa-Parlamentet at oprette Regionsudvalget. I sin beslutning af 14. oktober 1992[6] understregede Europa-Parlamentet “nødvendigheden af, at Traktaten om Den Europæiske Union ratificeres, som den foreligger, så den kan træde i kraft snarest muligt”, og forventede af medlemmerne af Det Europæiske Råd, at de “bekræfter deres vilje hertil”. I den første beslutning (23. april 1993)[7], Europa-Parlamentet vedtog om Regionsudvalget efter undertegnelsen af traktaten om Den Europæiske Union, noteres følgende:

-“… Regionsudvalget skal opfattes som et vigtigt element i etableringen af Den Europæiske Union” (…) “dets nuværende form ikke må betragtes som definitiv: udvalget må selv se på, hvordan de regionale og lokale myndigheders repræsentation og deltagelse kan forbedres mest hensigtsmæssigt med henblik på revisionen af Traktaten i 1996 og den kommende forfatning for Den Europæiske Union”.

6.I beslutningen erklærede Europa-Parlamentet, at det skulle sikres, at medlemmerne af Regionsudvalget:

-“er folkevalgte på et niveau, der ligger under det nationale niveau, og/eller at de har en direkte demokratisk legitimitet over for en regional eller lokal forsamling”, og at “udvalget må udstyres med tilstrækkelige finansielle midler og tilstrækkeligt personale og (…) bør have sin egen stillingsfortegnelse og sit eget budget”.

7.I sin beslutning af 18. november 1993[8], benævnt “Beslutning om regionernes deltagelse i og deres repræsentation ved opbygningen af et fælles Europa: Regionsudvalget”, erklærer Europa-Parlamentet, at det:

-“mener, at EF-traktatens artikel 3 B, der indeholder en definition af subsidiaritetsprincippet som kriterium for udøvelse af henholdsvis Fællesskabets og medlemsstaternes beføjelser, ikke blot refererer til staternes centrale strukturer”,

-“udtrykker sin tilfredshed med oprettelsen af Regionsudvalget som et første skridt hen imod regionernes deltagelse i EF’s beslutningsproces, og gentager, at udvalget må anses for en vigtig faktor ved gennemførelsen af Den Europæiske Union; Parlamentet og Kommissionen bør på baggrund af erfaringerne fra Regionsudvalgets virksomhed overveje, hvilke ændringer der eventuelt bør indføjes i traktaterne for at sikre de bedst mulige funktionsvilkår og repræsentativitet”,

-“fastslår, at også regioner og lokale offentlige organer er “juridiske personer”, som har en klageret, jf. EF-traktatens artikel 173, stk. 4″,

-“understreger, at alle fællesskabsinstitutionerne strengt må respektere de traktatmæssige rettigheder, som Regionsudvalget har fået tillagt, og at dette også må have mulighed for at forsvare sine rettigheder”.

8.Desuden har Europa-Parlamentet afholdt to konferencer om Europa-Parlamentet og regionerne i EU og en konference om Europa-Parlamentet og de lokale myndigheder i EU. Den første konference om regionerne afholdtes i Strasbourg fra den 25. til den 27. januar 1984[9].

9.Deltagerne i “Den Anden Konference mellem Europa-Parlamentet og EF’s Regioner” (den 27.-29. november 1991) erklærede i en beslutning om regionernes repræsentation[10], at det er vigtigt, dels at man “opretholder og udvikler forbindelserne til de nuværende og kommende regionale institutioner”, og dels at man sikrer “retten til generelt at medvirke til udviklingen af den europæiske opbygning gennem forelæggelse af betragtninger, dokumenter og forslag til de berørte institutioner under de forskellige udarbejdelsesfaser i beslutningsprocessen (særlig anerkendelse af initiativretten i forhold til Kommissionen og Parlamentet); disse synspunkter kunne fremsættes såvel af de enkelte regioner som af en komité, der repræsenterer regionerne, indtil oprettelsen af det organ for regionernes repræsentation og deltagelse, der er planlagt i reformen af Traktaterne”.

10.I sluterklæringen[11] fra denne anden konference anføres følgende: “Fællesskabets regioner (…) kræver, at Fællesskabet og den kommende union ved fastlæggelsen af deres målsætninger og beføjelser under hensyntagen til subsidiaritetsprincippet anerkender regionernes selvstændige funktion, og at der i den forbindelse etableres et samarbejde mellem de forskellige forvaltningsniveauer vedrørende spørgsmål af fælles interesse; subsidiaritetsprincippet bør defineres mere klart i Traktaten som et kriterium til afgrænsning af EF’s, medlemsstaternes og regionernes opgaver og beføjelser; i tilfælde af krænkelse af dette princip skal regionerne kunne klage til De Europæiske Fællesskabers Domstol”.

11.Europa-Parlamentet har dokumenteret sin interesse for de lokale myndigheder ved fra den 6. til den 8. april 1994 at organisere en konference om temaet “Europa-Parlamentet og de lokale myndigheder”, en konference som udgjorde en pendant til de to første konferencer om Europa-Parlamentet og regionerne i EU, som omtalt ovenfor. I beslutningen om “de lokale myndigheder i den politiske og institutionelle opbygning af Den Europæiske Union: subsidiaritetsprincippet og Regionsudvalget”[12], som blev vedtaget enstemmigt, anbefaler konferencen “Regionsudvalget at gøre brug af sin initiativret i medfør af traktaten til at vurdere sin egen rolle som repræsentant for de lokale og regionale myndigheder i forbindelse med den europæiske opbygning og, helt konkret, med henblik på revisionen af traktaten i 1996 og den fremtidige unionsforfatning”. Desuden anmoder den “Europa‑Parlamentet og dets behørige udvalg om at gøre sit bedste for at etablere en frugtbar dialog med Regionsudvalget (…)”.

12.I konferencens sluterklæring[13], som ligeledes blev vedtaget enstemmigt den 8. april, understreger deltagerne, “at princippet om lokalt selvstyre, et generelt retsprincip, som er opstået af forfatningstraditioner, som er fælles for alle medlemsstater, og som sådant er anerkendt i traktatens artikel F, er den konkrete gennemførelse af subsidiaritetsprincippet”.

13.Imidlertid indeholder traktaten om Den Europæiske Union ingen bestemmelser om forbindelserne mellem Regionsudvalget og Europa-Parlamentet, og sidstnævnte institution medregnes ikke i artikel 198 C blandt de institutioner, der kan høre Regionsudvalget. Regionsudvalgets forretningsorden, som blev godkendt af Rådet for Den Europæiske Union den 25. maj 1994[14], refererer derimod udtrykkeligt til Europa-Parlamentet:

-“Repræsentanter for Europa‑Parlamentet, Rådet og Kommissionen kan deltage i plenarforsamlingerne. De kan tage ordet”,

-“(…) Plenarforsamlingen vedtager overslaget over indtægter og udgifter og oversender det til Kommissionen samt til underretning til Rådet og Europa‑Parlamentet (…)”,

-“Repræsentanter for Europa‑Parlamentet, Rådet og Kommissionen kan deltage i underudvalgenes forhandlinger og besvare spørgsmål fra deres medlemmer.”

14.Regionsudvalget har ud over sine 42 udtalelser vedtaget en resolution om subsidiaritetsprincippet. Desuden har Regionsudvalgets plenarforsamling haft en række vigtige drøftelser om politik i almindelighed. Disse har haft deltagelse af fremtrædende personer fra Europa-Kommissionen og Europa-Parlamentet, som f.eks. Roberto SPECIALE, formand for Europa-Parlamentets Udvalg om Regionalpolitik. Klaus HÄNSCH, formand for Europa‑Parlamentet, vil tage ordet på Regionsudvalgets kommende plenarforsamling, som finder sted den 19. og 20. juli 1995.

II.REFORMEN AF INSTITUTIONERNE: EUROPA-PARLAMENTETS OG REGIONSUDVALGETS HOLDNING

15.Europa-Parlamentet og Regionsudvalget inkarnerer begge, på hver deres måde, den demokratiske legitimitet. Hvor Europa-Parlamentet repræsenterer borgerne i EU i kraft af det forhold, at dets medlemmer er valgt direkte ved almindelige valg, er Regionsudvalget i dets helhed talerør for de lokale og regionale samfund i EU. Inden for rammerne af mandatet fra Korfu har Europa-Parlamentet og Regionsudvalget begge for nylig vedtaget udtalelser og beslutninger vedrørende revisionen af traktaten om Den Europæiske Union.

1. EUROPA-PARLAMENTETS SYNSPUNKT

16.Europa-Parlamentets Udvalg om Regionalpolitik fandt det i sin udtalelse om EU-traktatens funktionsmåde af 23. februar 1995[15] “nødvendigt (…) at supplere bestemmelserne om Regionsudvalgets sammensætning og opgaver med henblik på (…) at sikre Regionsudvalget fuld autonomi ved at adskille dets organisationsstruktur fra Det Økonomiske og Sociale Udvalgs struktur”. Desuden fandt det, “at definitionen på subsidiaritetsprincippet (…) bør suppleres med en eksplicit henvisning til regioner med lovgivningskompetence, og (…) at princippet i højere grad bør retssikres”. Endelig fandt udvalget, “at Regionsudvalget bør have søgsmålskompetence, således at det ved Domstolen kan påklage krænkelser af subsidiaritetsprincippet, der berører de lokale og regionale myndigheders særlige beføjelser”.

17.I udkastet til betænkning af Udvalget om Institutionelle Spørgsmål, “Unionstraktatens funktion med henblik på regeringskonferencen i 1996 – gennemførelsen og udviklingen af Unionen”, foreslog ordførerne, BOURLANGES og MARTIN, følgende punkt vedrørende Regionsudvalget[16]:

-“Regionsudvalget, som bør bestå af valgte medlemmer af regionale eller lokale myndigheder, skal have sin rådgivende rolle styrket og må derfor råde over egne lokaler og eget personale. Parlamentet bør kunne høre Regionsudvalget (samt Det Økonomiske og Sociale Udvalg) på samme betingelser, som Rådet og Kommissionen kan”.

18.Udvalget om Institutionelle Spørgsmål vedtog ved en afstemning den 3. maj 1995 følgende punkt[17]:

-“De i traktatens artikel 198 A omhandlede medlemmer af Regionsudvalget skal have et demokratisk mandat i en regional eller lokal forsamling. I øvrigt skal det sikres, at Regionsudvalget er uafhængigt. Parlamentet bør kunne høre Regionsudvalget (samt Det Økonomiske og Sociale Udvalg) på samme betingelser som Rådet og Kommissionen”.

19.Den 17. maj 1995[18] vedtog Europa-Parlamentets plenarforsamling beslutningen om “Unionstraktatens funktion med henblik på regeringskonferencen i 1996 – gennemførelsen og udviklingen af Unionen”. Efter at have stemt om indholdet af institutionsudvalgets tidligere afsnit 21 sætning for sætning nåede forsamlingen frem til at vedtage følgende punkter:

-“De i traktatens artikel 198 A omhandlede medlemmer af Regionsudvalget skal have et demokratisk mandat i en regional eller lokal forsamling. Parlamentet bør kunne høre Regionsudvalget (samt Det Økonomiske og Sociale Udvalg) på samme betingelser som Rådet og Kommissionen”.

-“Med henblik på at forbedre den økonomiske og sociale samhørighed i Den Europæiske Union og sikre overholdelse af subsidiaritetsprincippet er det nødvendigt at styrke Regionsudvalgets rolle i forbindelse med udarbejdelsen af politikker, der vedrører dette udvalg.”

1. REGIONSUDVALGETS SYNSPUNKT

20.Regionsudvalget anmoder i sin resolution om subsidiaritetsprincippet (5. december 1994)[19] om:

-“at det i artikel 3b udtrykkeligt understreges, at subsidiaritetsprincippet skal anvendes på alle institutionelle niveauer: EU-institutioner og -organer, medlemsstaterne, de regionale og lokale myndigheder“,

og om:

-“at der gives Regionsudvalget beføjelse til for Domstolen at indklage de krænkelser af subsidiaritetsprincippet, som berører de lokale myndigheders og regionernes særlige kompetence“.

21.Regionsudvalget anerkender, at Europa-Parlamentet spiller en grundlæggende rolle i beslutningsprocessen. Dette kommer til udtryk i Regionsudvalgets udtalelse af 21. april 1995[20] om “revisionen af traktaten om Den Europæiske Union”.

-“(…) det foreslås (…), at EF-traktatens artikel 198 C, der omhandler Regionsudvalgets rådgivende funktion, får følgende ordlyd:

“Regionsudvalget høres af Europa-Parlamentet, Rådet eller Kommissionen i de tilfælde, der er nævnt i denne traktat, og i alle andre tilfælde, hvor disse institutioner finder det hensigtsmæssigt. (…)

Udvalgets udtalelser samt et referat af forhandlingerne tilstilles Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen (…)“.

22.Regionsudvalgets udtalelse om revisionen af traktaten om Den Europæiske Union[21] indeholdt kort gengivet følgende punkter:

-Uden at Regionsudvalgets rådgivende funktion ændres, bør det ophøjes til en fuldgyldig EU-institution. Endvidere kræver Regionsudvalget fuldstændig organisatorisk og budgetmæssig uafhængighed af Det Økonomiske og Sociale Udvalg, med hvilket organ det i øjeblikket deler en fælles struktur.

-Regionsudvalgets rådgivende funktion bør styrkes, ved at også Europa-Parlamentet får mulighed for at anmode det om udtalelse, og ved at de områder, hvor de øvrige EU-institutioner har pligt til at anmode det om udtalelse, udvides, så det også kommer til at omfatte f.eks. politikken vedrørende udviklingssamarbejde, unionsborgerskabet og visse former for statsstøtte.

-Definitionen af subsidiaritetsprincippet, ifølge princip de offentlige myndigheders beslutninger skal tages så tæt som muligt på borgerne, skal omformuleres, således at den kommer til at indeholde en udtrykkelig reference til regional- og lokalsamfundenes rolle.

-Regionsudvalget bør have adgang til at indbringe en sag for EF-Domstolen, hvis dets prærogativer anfægtes, eller hvis subsidiaritetsprincippet krænkes. En sådan klageadgang kunne ligeledes indrømmes til regioner med lovgivningsbeføjelser.

-Medlemmerne af Regionsudvalget bør besidde et mandat eller være politisk ansvarlige over for en folkevalgt forsamling, hvis medlemmer vælges ved almindelige, direkte valg.

-Regionsudvalget bør have mulighed for at tilbyde samarbejde og rådgivning i forbindelse med udarbejdelse af lovgivningsprogrammer, grønbøger (debatoplæg) og hvidbøger (prospektive analyser) og i forbindelse med forberedelse af initiativer, som indvirker på de regionale og lokale myndigheders kompetence.

-Traktatteksten bør hylde princippet om lokalt selvstyre, således som det er defineret i Europarådets Charter om Kommunalt selvstyre.

-Traktaten skal tydeligt fastslå nødvendigheden af at fremme det grænseoverskridende samarbejde mellem regioner og kommuner.

23.Gradvis er udsigterne til et samarbejde af såvel institutionel og politisk som teknisk karakter blevet bedre, hvilket tillader, at man kan se frem til en frugtbar komplementaritet. I realiteten udelukker de to institutioners respektive særpræg, at der på nogen måde kan blive tale om indbyrdes konkurrence. Det er så op til de politisk valgte, som udgør de to forsamlinger, at udtænke en ny form for samarbejde og derved at styrke den europæiske integrationsproces og arbejde for “en stadig snævrere sammenslutning mellem de europæiske folk”.

 

[1]EFT nr. C 125 af 17. maj 1982: Beslutning om oprettelse af en Europæisk fond for regionaludvikling (art. 7, iv).

[2]EFT nr. C 127 af 14. maj 1984: Beslutning om regionernes rolle i opbygningen af et demokratisk Europa og resultatet af konferencen for regionerne (art. 13).

[3]EFT nr. C 72 af 18. marts 1985: Fælleserklæring i forbindelse med samrådet om revisionen af EFRU.

[4]EFT nr. C 326 af 19. december 1988, dok. A2-218/88 (art. 21 og 29).

[5]EFT nr. C 19 af 28. januar 1991: Beslutning om det forfatningsmæssige grundlag for Den Europæiske Union (art. 59).

[6]EFT nr. C 299 af 16. november 1992, dok. B3-1320/92: Beslutning om Den Europæiske Union og ratifikationen af Maastricht-traktaten (art. 1).

[7]EFT nr. C 150 af 31. maj 1993, dok. B3-0516/93 (art. 3 og 4).

[8]EFT nr. C 329 af 6. december 1993, dok. A3-0325/93 (art. 4, 8, 12 og 13).

[9]PE 87.632/PE 88.600 endelig udg. Europa-Parlamentet foreslår, at der holdes en konference i hver valgperiode.

[10]REG 92, NC 69.141 (art. 5 og 7).

[11]REG 92, NC 69.141 (art. 6).

[12]Doc. DA\DV\251\251133\TOH (art. 11 og 12).

[13]Doc. DA\DV\251\251133\TOH (art. 3).

[14]EFT nr. L 132 af 27. maj 1994 (art. 12, 32.1. og 38).

[15]PE 210.907 endelig udg. (SPECIALE-rapporten) (art. 2, 4 og 7).

[16]PE 212.450/A (art. 21).

[17]PE 212.450 endelig udg./A (art. 26).

[18]A4-0102/95/del I.A (PE 190.441) (art. 27 og 28).

[19]CdR 278/94 af 5. december 1994 (art. 2 og 5).

[20]CdR 136/95 (art. 8).

[21]CdR 136/95 fin.